Unikke botaniske tryk, papirklip og collager

Håndlavet hilsen fra naturen

Workshops

Plantetryk og små foldede bøger

13. april kl. 15-18 i Blume & Blume's hyggelige butik i Karrebæksminde


På denne workshop vil du lære at lave unikke plantetryk og omsætte dem til fine, håndlavede notesbøger.

Vi vil fordybe os i at få naturens fine detaljer ned på papir, ved hjælp af akrylmaling og trykteknikker. Du får også mulighed for at lære at folde en lille bog og dekorere den med dine smukke tryk.


Med kun 6 pladser på holdet er der god tid til fordybelse og personlig vejledning.


Praktisk info:

Tid: 13. april 2025, kl. 15-18

Sted: Blume & Blume, Gl. Brovej 31, Karrebæksminde

Pris: 350 kr. inkl. alle materialer til tryk og bøger, kaffe/te og lidt sødt

Midsommer plantetryk

21. juni kl. 13-16.30 hos skønne INDIVID juicebar i centrum af Næstved


Gem lidt af sommeren med smukke aftryk af planter!

Vi starter eftermiddagen med en friskpresset juice og en introduktion til teknikken. Derefter tager vi en kort indsamlingstur til Munkebakken, hvor vi finder de perfekte planter til vores tryk.


Resten af eftermiddagen fordyber vi os i kreative eksperimenter med planter, akrylmaling og trykteknikker, så du kan skabe dine egne smukke tryk på papir, måske til en lille notesbog eller som kunst til væggen.


Med kun 6 pladser på holdet er der god tid til fordybelse og personlig vejledning.


Praktisk info:

Tid: 21. juni 2025 kl. 13-16.30

Sted: Individ, Jernbanegade 2F, 4700 Næstved

Pris: 375 kr. inkl. 1 friskpresset juice og alle materialer til tryk.

Ekstra: Mulighed for at købe kaffe, te og cookies

Naturen som inspiration

Da jeg var barn, lærte min mor mig navnene på alle de blomster, vi mødte. Det satte spiren til min kærlighed for planter og natur, og min glæde ved at færdes i naturen er blevet forstærket med årene.

Det gør noget helt særligt ved sindet at opholde sig under skovens store, grønne tag eller at lytte til bølgerne, mens øjet kan hvile på horisontlinjen.


Når jeg er udenfor, søger jeg altid efter planter. Jeg ser på de små detaljer og plukker dem, der har fine silhuetter, som jeg kan bruge til mine tryk.

Jeg går ikke længere så højt op i, hvad blomsten eller planten hedder, eller om det er, hvad vi kalder ukrudt eller fine blomster – alle kan bidrage med hver deres udtryk.


At lægge mærke til detaljerne i naturen får mig til at sænke tempoet og mærke en stor taknemmelighed over at få den oplevelse.

Og roen og glæden varer ved. Når jeg arbejder videre med planterne i mit værksted, sænker der sig altid en stor rolighed over mig – en særlig stemning, som jeg håber at kunne give videre i mine tryk og collager.

Proces

Jeg fanger planternes fine detaljer ved hjælp af en blød silikoneplade. Denne teknik gør det muligt at gengive selv de mindste mønstre i blade og blomster samt de spændende former på stilke og rødder. Hvert tryk bliver unikt og er altid uforudsigeligt.


Jeg eksperimenterer med forskellige typer papir, hvor tekstur og tykkelse påvirker resultatet af trykket. Disse papirtyper bruger jeg senere i mine collager.

Jeg klipper og skærer i mine tryk for at anvende dem i collagerne. Især græsserne skaber de fineste strukturer, som jeg omhyggeligt skærer ud. De fungerer godt som det øverste lag i mine værker.


Hver collage afspejler en særlig stemning eller fortælling, der opstår i løbet af min kreative proces. Mine collager er ofte små, fordi det vigtigste er de små detaljer, som afspejles i naturlig størrelse og er nøje aftrykt fra planterne.

Kompositionen er afgørende og bygges op omkring strukturerne og mønstrene i detaljerne.


De små collager indrammes med luft omkring sig – ligesom jeg selv har brug for luft for at kunne se og værdsætte naturens detaljer. Collagerne er et udtryk for min glæde ved naturen og min kærlighed til kunsthåndværket.

Galleri

Mælkebøtte collage
Collage sort m gl. bog
Tryk - Ukrudt
Blå dobbelt collage
Collage Valmue 1
Collage Valmue 2
Æsker med blandede tryk
Lyserød dobbelt collage
Blå Bregne Collage
Tryk - Valmuekaplser
Lille Collage Figur
Tryk - blåt græs

Lad os tales ved


Har du lyst til at se mine tryk og collager i virkeligheden eller måske eje en af dem?
Har du har et marked eller en udstilling hvor jeg kan vise det hele frem,
så er du meget velkommen til at kontakte mig. 


Jeg afholder også workshops, hvor du kan afprøve teknikkerne. Følg med på instagram for datoer eller kontakt mig,
hvis du gerne vil afholde en workshop sammen med veninder, kollegaer eller andet.

Jeg sørger for alle materialer og det kræver ingen forudsætninger andet end lyst til at eksperimentere med planter, akrylmaling og papir. 

Instagram: @fjordside_